Hvor langt er 10.000 skridt, og hvor mange skridt er 1 km?
Hvor mange kilometer er 10.000 skridt? Hvor mange skridt er 1 km? Vi har lavet en omregner fra skridt til km, der kan give dig svaret!
Det er blevet mere og mere udbredt at tælle sine daglige skridt, fordi der er mange fordele ved at gå. Du har sikkert hørt om Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om at gå 10.000 skridt om dagen. Men hvor langt er 10.000 skridt i km, og hvor mange skridt går du på en kilometer?
Det afhænger naturligvis af, hvor lange dine skridt er, når du går. Vi kommer ind på, hvordan du gør beregningerne personlige.
Det er let at finde svar på dine spørgsmål ved at bruge vores beregner og tabeller til omregning mellem skridt og kilometer.
I dette indlæg finder du svar på følgende spørgsmål:
- Hvordan regner man skridt til km? Se vores beregner fra skridt til kilometer.
- Hvad er 10.000 skridt i km?
- Hvor mange kilometer skal du gå for at nå 10.000 skridt? Se vores omregner fra km til skridt.
- Hvordan finder du din skridtlængde, og hvad er den gennemsnitlige skridtlængde under gang for mænd og kvinder?
Det kan måske virke uoverskueligt, men du får alle svarene i det følgende.
Hvad er skridtlængde og trinlængde?
I Danmark opfatter vi typisk skridtlængden som et skridt, men på engelsk er begreberne lidt mere præcise. Der sondrer man mellem skridtlængde (stride length) og trinlængde (step length). De defineres sådan her:
- Trinlængde (step length)
- Trinlængden er afstanden mellem hælisæt af den ene fod til hælisæt af den anden fod.
- Skridtlængde (stride length)
- Skridtlængden er afstanden fra hælisæt til hælisæt for den samme fod.
Når man skal skrive sin skridtlængde ind i forskellige apps eller skridttællere, så er det typisk definitionen af det engelske udtryk step length - altså trinlængden.
Hvis du bruger en omregner på engelsk, så skal du altså holde øje med om det er stride length eller step length, der skal bruges.
Gennemsnitlig trinlængde og skridtlængde for mænd og kvinder
Du kan bruge gennemsnitsværdier for trinlængde og skridtlængde for mænd og kvinder, når du laver dine beregninger.
Nedenstående tabel er baseret på studier af Murray et al (1964) og Murray et al (1970). Tabellen viser den normal skridtlængde for mænd og kvinder.
Køn | Mænd | Kvinder |
---|---|---|
Trinlænge | 79 cm | 66 cm |
Skridtlængde | 158 cm | 132 cm |
Kadence (trin/min) | 117 (60-132) | 117 (60-132) |
Hvis din skridtlængde afhænger af højden, så er den sandsynligvis steget, da gennemsnitshøjden i Danmark er steget siden studierne blev lavet.
I 1962 var gennemsnitshøjden ved session fx 175,8 cm, mens den i 2011 var 179,8 cm (Kjær Mackie 2014). Hvis vi bruger omregningsfaktoren ovenfor, så er skridtlængden altså i gennemsnit 1,66 cm længere nu end dengang.
Sådan måler du din skridtlængde?
Det er godt at kende sin skridtlængde, hvis du gerne vil finde ud af, hvor langt du går på en dag. Hvis du fx har en skridttæller, så kan du skrive din skridtlængde ind, så dit resultat bliver lidt mere præcist.
1. Udregn trinlængde og skridtlængde ud fra din højde
Det er blevet foreslået, at du kan udregne din skridtlængde med disse formler:
- Mænd: trinlængde = højde (cm) * 0,415
- Kvinder: trinlængde (cm) = højde (cm) * 0,413
Når jeg bruger mig selv som eksempel, så vil jeg med min højde på 181 cm have en trinlængde på 75 cm. Det er lidt under gennemsnittet, når man kigger på nedenstående gennemsnitsværdier for trin- og skridtlængde.
2. Brug et kridt til at måle skridtlængden
Du kan måle din egen skridtlængde på følgende lavpraktiske måde, hvis du gerne vil vide mere præcist, hvor lange dine skridt er:
- Stå.
- Sæt et kridtmærke ved dine hæle.
- Gå 10 skridt - 5 med højre ben og 5 skridt med venstre.
- Sæt kridtstreg ved hælen efter sidste skridt.
- Mål den samlede distance mellem de to kridtstrger.
- Del distance med 10 for at finde længden for et enkelt skridt.
Hvor langt er 10.000 skridt i km?
10.000 skridt er i gennemsnit for mænd 7,9 kilometer og for kvinder 6,6 km. Disse udregninger tager udgangspunkt i, at mænds gennemsnitlige trinlængde er 79 cm (Murray 1964) og kvinders trinlængde er 66 cm (Murray 1970).
Hvordan regner man skridt til km?
Det kan være meget sjovt at vide, hvor langt man har gået på sin gåtur. Hvis du har en aktivitetsmåler med indbygget skridttæller, så ved du nogenlunde, hvor mange skridt du har gået på din gåtur.
Alt du skal gøre er at taste antallet ind i vores omregner sammen med din skridtlængde, og så får du omregnet antallet af skridt til km.
Tabel: Hvor mange skridt er en kilometer?
Vi kan altså lave en tabel med antal skridt pr. kilometer.
Jeg har delt kolonnerne op i kvinder og mænd, så vi kan bruge forskellige gennemsnitsværdier, men tabellen er så smart, at du kan taste din egen skridtlængde ind for at finde ud af, hvor mange skridt, du går pr. kilometer.
Skemaet giver dig altså svar på, hvor mange skridt der er på 1 km ud fra dine egne indtastninger?
Kilometer | Skridt / Mænd | Skridt / Kvinder |
---|---|---|
Skridtlængde (cm) | ||
1 | 1266 | 1515 |
2 | 2532 | 3030 |
3 | 3797 | 4545 |
4 | 5063 | 6061 |
5 | 6329 | 7576 |
6 | 7595 | 9091 |
7 | 8861 | 10606 |
8 | 10127 | 12121 |
9 | 11392 | 13636 |
10 | 12658 | 15152 |
20 | 25316 | 30303 |
30 | 37975 | 45455 |
40 | 50633 | 60606 |
50 | 63291 | 75758 |
60 | 75949 | 90909 |
70 | 88608 | 106061 |
80 | 101266 | 121212 |
90 | 113924 | 136364 |
100 | 126582 | 151515 |
Hvis vi bruger den gennemsnitlige trinlængde på 79 cm for mænd og 66 cm for kvinder, så kan du tage udgangspunkt i dette skema:
Kilometertabel: Hvor mange km er 10.000 skridt?
Jeg har lavet den omvendte tabel også, hvor vi kigger på, hvor mange kilometer du har gået, hvis du kender antallet af skridt, du har taget.
Skridt | Kilometer / Mænd | Kilometer / Kvinder |
---|---|---|
Skridtlængde (cm) | ||
1000 | 0.79 | 0.66 |
2000 | 1.58 | 1.32 |
3000 | 2.37 | 1.98 |
4000 | 3.16 | 2.64 |
5000 | 3.95 | 3.3 |
6000 | 4.74 | 3.96 |
7000 | 5.53 | 4.62 |
8000 | 6.32 | 5.28 |
9000 | 7.11 | 5.94 |
10000 | 7.9 | 6.6 |
11000 | 8.69 | 7.26 |
12000 | 9.48 | 7.92 |
13000 | 10.27 | 8.58 |
14000 | 11.06 | 9.24 |
15000 | 11.85 | 9.9 |
16000 | 12.64 | 10.56 |
17000 | 13.43 | 11.22 |
18000 | 14.22 | 11.88 |
19000 | 15.01 | 12.54 |
20000 | 15.8 | 13.2 |
21000 | 16.59 | 13.86 |
22000 | 17.38 | 14.52 |
23000 | 18.17 | 15.18 |
24000 | 18.96 | 15.84 |
25000 | 19.75 | 16.5 |
Når du vil finde svaret på spørgsmålet: “Hvad er 15.000 skridt i km?”, så afhænger svaret af din skridtlængde. Du kan finde 15.000 i vores omregningstabel. Så kan du se, at med en genemsnitlig skridtlængde på 79 cm, så svarer skridtene til 11,85 km.
Hvor mange skridt er 1 km?
Der er omkring 1.266 skridt på en kilometer for mænd, mens der er 1.515 for kvinder. Resultatet er baseret på, at mænds gennemsnitlige trinlængde er 79 cm (Murray 1964) og kvinders trinlængde er 66 cm (Murray 1970).
Hvorfor skal man gå 10.000 skridt om dagen?
Antallet stammer oprindeligt fra Japan. Skridt-forskeren, Catrine Tudor-Locke et (2013) fortæller, at brugen af skridttællere blev populært op til OL i Tokyo i 1964.
En af producenterne brugte de 10.000 skridt som navn og slogan på sit produkt, formentlig fordi det er ret let at huske og klinger godt.
Der er lavet flere undersøgelser af, hvor mange skridt du skal gå om dagen for at være sund.
Resultaterne varierer lidt, men rigtig mange lande er endt med at fastholde antallet fra producents slogan som et fornuftigt mål for daglig fysisk aktivitet.
Har vi brug for at gå 10.000 skridt om dagen?
Rob Copeland og Michael Mosley har for nylig testet sundhedsanbefalingerne om de 10.000 skridt om dagen. De fandt i deres studium, at det ikke er antallet af skridt, der er afgørende for sundheden, og om hjertet og kredsløbet bliver holdt ved lige. Det er tempoet, når du går, der har positiv indflydelse på dit helbred. Du skal nemlig have pulsen lidt op.
Når intensiteten er moderat, får du de bedste sundhedsgevinster!s
— Michael Mosley
Det konkluderer Copeland og Mosley på baggrund af et studie, hvor de havde en testgruppe, der fokuserede på at gå tre ture af ti minutter i et raskt tempo, hvilket svarer til omkring 3.000 skridt i hurtigt tempo, og sammenlignede det med en kontrolgruppe, der gik 10.000 skridt. Testgruppen, der gik i hurtigt tempo, viste sig at udføre 30 pct. mere moderat fysisk aktivitet end gruppen, der bare fokuserede på antallet af skridt.
Diabetesforeningen i Danmark har også været med til at lave et forskningsprojekt med intervalgang, hvor man går hurtigere undervejs, når man er ude at gå.
Det er der, hvor vi presser vores hjerte-kredsløb, at vi forbedrer vores kondition. Når hjerte-kredsløbet belastes ved moderat intensitet, bliver hjertets pumpekapacitet forøget over tid. Det vil sige, at hjertet - der jo også er en muskel - bliver stærkere og dermed i stand til at pumpe mere blod pr. hjerteslag.
— Kirsti Pedersen, Diabetesforeningens motionskonsulent
Forskningsprojektet har bl.a. vist, at intervalgang tre gange om ugen var med til at forbedre konditionen med 17% for diabetespatienter. Blodtrykket faldt, vægten gik ned, og blodsukkeret blev mere stabilt.
Antal daglige skridt og aktivitetsniveau
Den generelle anbefaling fra sundhedsmyndighederne for antal skridt om dagen ser sådan ud:
- 10.000 skridt om dagen er det generelle mål. Måske passer målet bedst på 50+ år.
- 12.000 skridt kan være et godt mål for yngre i aldersgruppen 18-40 [-49] årige.
- 15.000 skridt om dagen anbefales, hvis man gerne vil tabe sig.
Mange i Danmark går ikke så meget om dagen. Hvis du går mindre, så kan det måske være en ide at finde nogle måder, hvor du kan gå flere kilometer og få ekstra skridt i hverdagen.
Tudor-Locke et al (2013) foreslår følgende sammenhæng:
Aktivitetsniveau | Vurdering |
---|---|
< 5000 skridt/dag | Meget lidt aktiv |
5000-7499 skridt/dag | Begrænset aktiv (fx ingen sport) |
7500-9999 skridt/dag | Moderat aktiv (på job og i fritid) |
≥10.000 skridt/dag | Aktiv |
>12.500 skridt/dag | Meget aktiv |
Murray (1964; 1970) opgør den gennemsnitlige skridtfrekvens til 117 skridt i minuttet. Hvis vi ganger 117 med 30 minutter, som er anbefalingen for daglig fysisk aktivitet, så får vi 3.510 skridt. Det er formentlig alt for lidt at bevæge sig om dagen.
Hvor hurtigt skal jeg gå?
Når du vil have motion for at få nogle gode effekter, så skal du have lidt fart på. For de fleste svarer et godt motionstempo med moderat intensitet til 5-6 km i timen eller omkring 10-12 minutter pr. kilometer. Det giver de bedste sundhedseffekter af gåturen.
Ifølge Politiken skal gangtempoet helst være 100 skridt i minuttet, så mange af os skal tage lidt flere skridt i minuttet for at få alle de sundhedsmæssige effekter.
Når du går hurtigere, så skal du dog også være opmærksom på, at du formentlig tager længere skridt. Det skal du tage højde for, når du laver dine skridtomregninger.
Hvis man går i det tempo, så svarer det til, at man kan gå 10.000 skridt - eller cirka 7,9 km - på omtrent 1 time og 40 minutters gang. Du kan selv regne videre på dit eget gangtempo i Hvor lang tid tager det at gå?, hvor du kan tage højde for din egen skridtlængde og skridtfrekvens. Hvis du har distancen og tiden, så kan du også regne dit gennemsnitstempo i vores hastighedsberegner.
Konklusion
Der er forskel på skridtlængde og trinlængde for alle mennesker. Derfor er det naturligvis også meget individuelt, hvor langt 10.000 skridt er i kilometer? For at få svaret på, hvor mange skridt der er på en kilometer, skal du altså udregne eller måle din egen trinlængde.
Jeg har lavet en skridtomregner, som kan omregne andre motions- og sportsaktiviteter til skridt. Så sikrer du dig, at du får alle skridt med i dit daglige regnestykke.
Du kan også finde skridttælleren frem og deltage i Tæl Skridt-kampagnen fra Dansk Firmaidræt, hvor det handler om at tælle skridt.
Der er også mange, der er interesseret i hvor mange kalorier, du forbrænder ved at gå. Jeg har skrevet et indlæg om kalorieforbrændingen ved gang.
Køb bøger om at gå
Gå-bogen af Bente Klarlund
Med Gå-bogen får du en klog og lærerig bog, der lærer dig om alle fordelene ved at gå. Bente Klarlund Pedersen står bag værket, der handler om at gå.
Gå - eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv
Tomas Espedal starter med at gå, der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Himlen er hans tag, og mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.
Referencer
Se referencer
- Holden, M. K., K. M. Gill, og M. R. Magliozzi. 1986. “Gait Assessment for Neurologically Impaired Patients. Standards for Outcome Assessment”. Physical Therapy 66 (10): 1530–39. https://doi.org/10.1093/ptj/66.10.1530.
- “Kjær Mackie og Dänemark - 2014 - 65 år i tal Danmark siden 2. verdenskrig.pdf”. u.å. Set 25. juni 2020. https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19228&sid=65aarital.
- Murray, M. P., A. B. Drought, og R. C. Kory. 1964. “WALKING PATTERNS OF NORMAL MEN”. The Journal of Bone and Joint Surgery. American Volume 46 (marts): 335–60.
- Murray, M. P., R. C. Kory, og S. B. Sepic. 1970. “Walking Patterns of Normal Women”. Archives of Physical Medicine and Rehabilitation 51 (11): 637–50.
- Stuberg, W. A., V. L. Colerick, D. J. Blanke, og W. Bruce. 1988. “Comparison of a Clinical Gait Analysis Method Using Videography and Temporal-Distance Measures with 16-Mm Cinematography”. Physical Therapy 68 (8): 1221–25.
- Tudor-Locke, Catrine, Cora L. Craig, John P. Thyfault, og John C. Spence. 2013. “A Step-Defined Sedentary Lifestyle Index: <5000 Steps/Day”. Applied Physiology, Nutrition, and Metabolism 38 (2): 100–114. https://doi.org/10.1139/apnm-2012-0235.
Kommentarer