I vores tidligere artikel om kondital har vi udforsket, hvordan denne måling bruges til at vurdere en persons fysiske form. Men hvad sker der, når vi anvender den traditionelle konditalberegning på overvægtige personer?

Ofte resulterer det i en unfair vurdering, hvor deres faktiske kondition undervurderes. Dette skyldes, at kropsvægten spiller en stor rolle i den almindelige konditalformel.

I denne artikel vil vi dykke ned i problemet med at vurdere kondital hos overvægtige og introducere et mere retfærdigt alternativ: Kondital ved Index 23.

Retfærdig sundhedsmæssig vurdering af overvægtiges kondition

Konditallet indgår ofte, når man vil vurdere den enkeltes sundhed.

Problemet med konditallet er imidlertid, at vægten indgår som en del af beregningen, og derfor vil stort set ingen overvægtige vil få tildelt et godt kondital, selv om de faktisk er i god form.

Morten Zacho

Morten Zacho foreslår i Retfærdig vurdering af overvægtiges kondition at bruge princippet om Kondital ved Index 23.1

Kondital og vægt bør vurderes uafhængigt

Det almindelige kondital udregnes ved at dividere VO₂max med kropsvægten. Konditallet er altså et udtryk for dit kredsløbs maksimale kapacitet i forhold til din krop. Det giver rigtig fin mening i forhold til at vurdere præstationsevnen, men det er ikke helt så let i forhold til din sundhedstilstand.

Derfor foreslår Morten Zacho, at man i forhold til vejledning har brug for målinger, der objektivt vurderer kondition og vægt adskilt. Med det normale kondital risikerer vi at vejlede til mere motion, selvom det i virkeligheden er kosten, der skaber udfordringer for den enkelte.

Princippet i Kondital ved Index 23 er, at den maksimale iltoptagelse divideres med den vægt, man ville have haft, hvis man havde et beregnet BMI på 23. Dette vægtuafhængige kondital kan man slå op i de tabeller, der bruges for det almindelige kondital, og dermed få en vægtuafhængig vurdering af konditionen i forhold til alder og køn.

Hvordan udregnes Kondital ved Index 23?

Da Index 23 er baseret på BMI, så ser formlen således ud:

Kondital_{Index23} = \frac{VO_2max (ml/min)}{23 * height (m)^2}

KonditalIndex 23 er altså en beskrivelse af en persons relative kredsløbskapacitet i forhold til det potentiale kroppen har, hvis man var normalvægtig i forhold til BMI.

Samtidigt skriver Morten Zacho, at KonditalIndex 23 er en værdi, der er let at forklare for almindelige mennesker.

“Dette er det kondital du ville have, såfremt du var normalvægtig”.

Morten Zacho

Det har også været foreslået at opløfte kropsvægten med 0,73, når man sammenligner kondital for bedre at tage højde for løbeøkonomi og give en mere retfærdig sammenligning mellem lette og tunge atleter. Læs fx mere i denne artikel af Morten Zacho: Effekt af kropsvægt på den maksimale iltoptagelse.

Kondital beregning ved index 23

En mulighed for bedre at kunne vurdere den overvægtiges kondital i forhold til sundhed er at udregne konditallet ud fra et index. Morten Zacho foreslår som skrevet, at man beregner konditallet som om vedkommende var normalvægtig ift. BMI 23. Dette kondital kaldes Kondital ved index 23.

Udregn Kondital ved Index 23.

Kondital ved Index23 er udtænkt af Morten Zacho, og det har faglig opbakning fra professor Bengt Saltin.

Konklusion

Vurdering af kondital hos overvægtige kræver en mere nuanceret tilgang end den traditionelle metode.

Kondital ved Index 23 tilbyder en mere retfærdig og præcis måde at vurdere konditionen på, uafhængigt af kropsvægt.

Denne metode giver ikke kun et mere retvisende billede af den enkeltes sundhed, men også et mere motiverende grundlag for træning og livsstilsændringer.

Ved at anvende Index 23 kan sundhedsprofessionelle og trænere give mere målrettet og effektiv vejledning, hvilket i sidste ende kan føre til bedre sundhedsresultater for overvægtige personer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Index 23, og hvordan adskiller det sig fra almindeligt kondital?

Index 23 er en metode til at beregne kondital, der tager højde for overvægt. I modsætning til det almindelige kondital, hvor vægten direkte påvirker resultatet, beregner Index 23 konditallet, som hvis personen havde et BMI på 23. Dette giver en mere retfærdig vurdering af konditionen uafhængigt af overvægt.

Hvordan beregnes kondital ved Index 23?

Kondital ved Index 23 beregnes ved at dividere den maksimale iltoptagelse (VO₂max) med den vægt, personen ville have haft ved et BMI på 23. Formlen er: KonditalIndex 23 = VO₂max / (23 * højde²). Dette giver et kondital, der er uafhængigt af den aktuelle vægt.

Hvorfor er Index 23 mere retfærdigt for overvægtige?

Fordi det almindelige kondital tager højde for den aktuelle vægt, vil overvægtige typisk få et lavere kondital, selvom deres kredsløb er i god form. Index 23 fjerner denne vægtbias og giver en mere retvisende vurdering af den faktiske kondition.

Kan Index 23 bruges til alle, eller kun til overvægtige?

Index 23 er primært designet til at give en mere retfærdig vurdering af kondital hos overvægtige. Men det kan i princippet bruges til alle, der ønsker at se deres kondital i forhold til en normalvægt.

Hvordan kan jeg bruge Index 23 til at forbedre min sundhed?

Ved at bruge Index 23 kan du få et mere realistisk billede af din kondition. Dette kan motivere dig til at træne og forbedre din kondition, uanset din nuværende vægt. Det er også et nyttigt værktøj for sundhedsprofessionelle til at give mere målrettet rådgivning.

Hvor kan jeg finde mere information om kondital og konditionstræning?

Du kan finde mange ressourcer og information om kondital, konditionstræning og relaterede emner her på vores side. Vi har artikler om kondition, kredsløb og konditionstræning og en oversigt over konditionstests.

Referencer

kondital textbook of work physiology

Textbook of Work Physiology - Åstrand m.fl.

En klassisk bog om arbejdsfysiologi, hvor du kan læse meget mere om kondition og kondital. I bogen finder du også forskellige tabeller over kondital, som du kan sammenligne dig med.

Se bogen

  • Shvartz, E., og R. C. Reibold. 1990. “Aerobic Fitness Norms for Males and Females Aged 6 to 75 Years: A Review”. Aviation, Space, and Environmental Medicine 61 (1): 3–11.
  • Astrand, I. 1960. “Aerobic Work Capacity in Men and Women with Special Reference to Age”. Acta Physiologica Scandinavica. Supplementum 49 (169): 1–92. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/13794892/
  1. Morten Zacho foreslår også, at man kan opløfte vægten i en potens lavere end 1, for at den får mindre betydning, eller man normalisere i forhold til fedtfri masse i stedet. Man kan også bruge princippet om skalering og dividere iltoptagelsen med højden i anden potens. 

Lars Olesen

Cand. scient. i idræt og idrætshøjskolelærer

Lars er cand.scient. i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet og har undervist i træning og sundhed siden 1999. Til daglig underviser han på Vejle Idrætshøjskole og uddanner fitnessinstruktører for DGI og DIF's Foreningsfitness. Lars arbejder ud fra den nyeste forskning og omsætter videnskabelig træningsviden til praktiske råd.

Kommentarer