Udstyr til direkte måling af iltoptagelse
Der findes forskelligt udstyr, man kan bruge til måling af direkte iltoptagelse. På Vejle Idrætshøjskole har vi laboratorieudstyr, hvor vi kan bruge cykelergometer og løbebånd sammen med udstyret, når vi laver både submaksimale og maksimale tests af iltoptagelse.
Der er flere fordele ved at lave testene på stationært udstyr, da det er let for forsøgslederen undervejs at give tilbagemelding og lave andre målinger undervejs, fx laktat-målinger eller pulsmålinger.
Man kan også få mobilt udstyr til direkte test af iltoptagelse. Fx Cosmed K5. Jeg er ved at undersøge, hvor godt udstyret er i forhold til at få valide målinger.
Submaksimal iltoptagelsestest
En submaksimal test kan bruges til at kigge på atletens evne til at præstere submaksimalt på en række intensiteter fra lav til høj belastning.
Typisk bruges testen til at bestemme den fysiske kapacitet ved den aerobe (AeT) og anaerobe tærskel (AT). Samlet kan det give et fyldestgørende billede af udholdenheden for kredsløbet og musklerne.
Forsøgspersonen får en maske på, så der løbende måles på iltoptagelsen og CO2-udvekslingen. Desuden måles puls, mælkesyreniveau (laktat), arbejdsintensiteten og arbejdsøkonomi (ved løb løbeøkonomien).
Ud fra testresultaterne kan man identificere træningszoner, der kan bruges i den efterfølgende træningsperiode.
En submaksimal iltoptagelsestest består typisk af en række trin af 3-5 minutters varighed.
Kroppen skal på de enkelte trin gerne opnå steady state, hvor hele det fysiologiske system tilpasser sig de energikrav, som musklerne kræver for at kunne udføre det pågældende arbejde med den specifikke intensitet.
Når belastningen stiger, så vil en større del af energiomsætningen komme fra anaerobe processer i den arbejdende muskulatur. Det afspejler sig bl.a. i en højere produktion af mælkesyre i muskelcellerne (produkt af den anaerobe glykolyse), der kommer ud i blodet som laktat og brint-ioner (H+)-ioner.
Testen kan eksempelvis bestå af 10 min opvarmning og herefter ca. 5 belastningstrin af 5 min hvor intensiteten øges med 1 km/t mellem hvert trin. Der startes med relativ let intensitet, og sluttes ved en intensitet lige omkring den anaerobe tærskel (omkring 4 mmol laktat).
Eksempler på værdier fra en submaksimal løbetest
OBS: Procent af VO2max og maksimal puls kan kun angives, hvis der også samtidigt laves en maksimal test.
På baggrund af ovenstående er det muligt at estimere en række træningszoner:
En submaksimal test kan være med til at sige noget om løbeøkonomien ved forskellige hastigheder.
Læs: Find dine træningszoner ***
Maksimal iltoptagelsestest
Formålet med den maksimale iltoptagelsestest er at bestemme den maksimale aerobe arbejdskapacitet, herunder den maksimale iltoptagelseshastighed og kondital samt hastighed ved VO2-max. Der måles maksimale værdier for iltoptagelse, CO2-udvekskling, puls, lungekapacitet, og laktat.
Selve testen er en progressiv max-test bestående af et belastningstrin på 2 minutter og herefter belastningstrin på 1½ minut. Der startes på den hastighed, der blev løbet ved i det sidste interval i den submaksimale-test.
Herefter øges hældningen på løbebåndet med 2% for hvert interval-trin indtil udmattelse. Typisk varighed på testen er mellem 5-10 minutter. Udføres der en submax-test forud for max-testen, vil der altid være 10 min aktiv pause med let løb/gang.
Vi opererer typisk med fem indikatorer på, om man har opnået sin maksimale ydeevne.
- Iltoptagelsen opnår steady state og måske falder lidt igen med tiden.
- Den respiratoriske udvekslingskvotient skal være større end 1,10, da forsøgspersonen er i gang med hyperventilere, når man yder maksimalt.
- Laktatmåling skal være over 8 mmol.
- Pulsen skal være omkring den teoretiske maxpuls. Jeg har lavet en beregner, hvor du kan udregne den maksimale puls.
- Forholdet mellem ventilationen (VE) og iltoptagelsen (VO2) kaldes den ventilatoriske kvotient, og skal være over 30.
Når hovedparten disse indikationer er opfyldt antager vi, at forsøgspersonen har ydet sit maksimale.
Kommentarer