Teknik i discgolf: Hvordan kaster man en golfdisc?
Det er ikke så let at kaste en golfdisc til discgolf, som det ser ud til at være. Her er nogle tips til, hvordan du kaster en golfdisc, når du spiller frisbeegolf.
For at få den bedste oplevelse, når du spiller på en af mange de danske discgolfbaner, så kan det virkelig betale sig at øve sig lidt, så du har en hensigtsmæssig teknik og kan discen til at opføre sig, som du håber på i svævefasen.
Der findes mange forskellige golfdiscs til discgolf, og de har varierende egenskaber og flyver på forskellige måder. Hvordan de flyver kommer an på, hvordan du kaster dem.
Hvilke kast har man brug for i discgolf?
Hvis du ikke helt ved, hvad discgolf er, så har vi skrevet en guide til discgolf, hvor du får alle detaljerne at vide. I discgolf spiller du med discgolf discs, og du rammer efter metalkurve, hvor der hænger kæder ned.
Spillet starter med et drive fra et tee-spot. Derefter har du enten brug for at lave endnu et drive eller du skal i gang med indspil mod kurven. Til sidst skal du putte. Målet er at ramme kurven på færrest mulige kast. Derfor er det en fordel at mestre de forskellige kast så godt som muligt.
Grundlæggende skal man altså lære følgende kast:
- drive
- indspil
- putt
De forskellige kast kastes ofte som enten forhånd eller baghåndskast, men i nogle tilfælde kan man også kaste hen over hovedet på sig selv med et såkaldt upside-down.
Drive
Drive er det første kast i hvert hul og kaldes derfor også tee-shot. Drive skal kastes med så meget kraft som muligt uden at miste kontrollen over discen. Det kræver, at du bruger hele kroppen til at få fart på discen og få den til at spinne hurtigt rundt, så den kan holde sig stabil i luften.
Det vigtigste her er at få en et godt greb om skiven, så den ikke glider ud af hånden under kastet. Den måde, du holder discen på, har også indflydelse på, hvordan den flyver. Du kan enten drive med et forhåndskast eller baghåndskast, som vi kommer ind på nedenunder.
Indspil
Formålet med indspillet er at få skiven tæt på kurven, så du kan lave et let putt.
Når du kaster en approach, behøver du ikke bruge så meget kraft som ved et drive. I stedet er præcisionen vigtigere . Indspil kastes normalt med baghånd, men kan også udføres med et forhåndskast.
Putt
Det sidste kast i hvert hul kaldes putt. Puttet foretages normalt fra tæt på kurven, og det vigtigste her er nøjagtighed. Det er ikke det er lige så vigtigt at få meget kraft bag puttet, så længe det går i kurven.
Puttet laves normalt med baghånd, men der kan være lidt andre forskellige teknikker også. Det er vigtigt at mestre et godt putt. Jeg har ofte brugt alt for mange kast meget tæt på kurven, og så nytter det jo ikke noget at have et godt drive.
Har går vi i dybden med de forskellige kasteteknikker, du kan benytte dig af i discgolf.
Kasteteknikker til discgolf
I de følgende beskrivelser af kast er der taget udgangspunkt i en højrehåndet spiller. Hvis du kaster med venstre hånd, så skal du spejlvende flyvebanen og instruktionerne.
Baghåndskast
Baghåndskastet er det mest almindelige kast i discgolf. Baghåndskastet bruges både til drive, indspil og putt & approach kast.
For at lave et baghåndskast skal du gribe om discen midt på disken. Hold med fire fingre rundt højre kant på discen. Tommelfingeren er støtte oven på.
Ved et baghåndskast står du lidt med med siden til kasteretningen. Armen strækkes bagud venstre om kroppen i brysthøjde. Herfra trækker du den frem som på en togskinne og forsøger at få sluppet discen med en passende fart i forhold til, hvor langt du gerne vil kaste.
Baghåndskast slutter sin flyvebane mod venstre, hvis den slippes fladt. Du kan ændre flyvebanen lidt ved at hælde frisbeen. Det kan du læse mere om under afsnittet om discens hældning og hyzer og anhyzer.
Fordelen ved baghåndskastet er, at du de fleste kan få rigtig god længde på det. Samtidig er det et ret stabilt kast.
Discmania har lavet videoserien Deep in the Game, hvor du kan se nogle rigtig fede tutorials om, hvordan man spiller discgolf. De har også lavet en video om baghåndskastet, som du kan se her:
Forhåndskast
Ved forhåndskast holdes der med pegefinger og langefinger langs venstre kant på undersiden af discen, mens tommelfingeren støtter ovenpå.
I forhåndskastet står du lidt mere lige på den retning, du gerne vil kaste, mens du har armen lidt ud til siden. Lad discen hælde en lille smule nedad, mens du gør klar til kastet, så vil den normalt selv nogenlunde komme op i vandret, når du gør klar til at kaste.
Højre underarm trækkes tilbage og discen holdes vandret gennem hele bevægelsen. Jeg synes det er lettest at få spin i discen, hvis du tænker over at give et lille svirp med håndleddet under bevægelsen.
Sørg for at holde albuen tæt ved kroppen.
Forhåndskastets svæebane slutter mod højre, hvis du kast med højre hånd.
For mange nye spillere er forhåndskastet måske uvant, fordi de fleste har spillet med baghånd, når man står og kaster frisbee til hinanden. Alligevel har mange nye spillere lettere ved at få længde på deres forhåndskast, fordi det er en mere naturlig måde at kaste på.
Der er også lidt større risiko for at få skader i albuen, hvis du bruger forhåndskastet. Du kan læse vores guide til skader i discgolf.
Discmanias rigtig gode tutorial til forhåndskastet kan du se her:
Flere grundteknikker i discgolf
Forhåndskastet og baghåndskastet er uden sammenligning de vigtigste teknikker, du har brug for i discgolf. Når du ved, hvordan du kaster de to kast, så kan du få rigtig mange gode timer på discgolf-banerne.
Det er imidlertid en rigtig god ide at se hele Discmanias videoserie Deep in the Game. Den er gratis på Youtube. Når du har set hele serien, så er du dækket ind med alle grundteknikkerne til discgolf.
Her kan du se introen til videoserien. Sidst i introen er der links til de resterende afsnit.
Discens hældning og vinkel
I ovenstående beskrivelser er vi gået ud fra, at du har forsøgt at slippe discen fladt. Men du kan også variere hældningen af discen, hvilket ændrer svævefasen fuldstændigt for de enkelte discs.
Der er naturligvis nogle fine ord, der kan beskrive discens vinkel og hældning; hyzer og anhyzer.
Hyzer
I et hyzer kast slippes discen med venstre kant pegende mod jorden, når du er højrehåndet og kaster baghånd.
Et hyzer bruges ofte til at komme højre rundt om forhindringer. Hyzeren understøtter discens naturlige svævebane og slutter mod venstre til sidst. Du kan prøve at eksperiementere med det, og jo længere du lader kanten af frisbeen pege nedad, jo mere vil den fade mod venstre til sidst i flyvebanen.
Anhyzer
I et anhyzer kast peger venstre kant af discen opad for et højrehåndet baghåndskast.
Et anhyzer kast benyttes til at komme venstre rundt om forhindringer.
Forskellen på anhyzer og et forhåndskast er, at anhyzer-kastet som regel vil slutte med at knække mod venstre til allersidst i dets bane, da det jo er discens naturlige tendens. Forhåndskastet vil derimod slutte mod højre.
Du kan altså bruge anhyzer til at få din disc til at flyve lidt mere lige.
Hvis du vil have maksimal længde på kastet, så skal du bruge et anhyzer kast, da du kan få den discen til at flyve i en S-kurve.
Discens stabilitet
Nu er vi dykket ned i hensigtsmæssig teknik til discgolf. Men svævebanen afgøres ikke kun af, om du kaster forhånd eller baghånd, eller om du kaster den som hyzer eller anhyzer.
Discens svævebane afhænger også af discens stabilitet. Det er en videnskab i sig selv, og vi har skrevet mere om, hvordan stabiliteten indvirker på en golfdiscs svævebane. Men her får du lige den korte historie.
Overstabil disc
En overstabil disc er en disc, som tidligt i sin bane vil søge mod venstre, og afslutte sin bane ved at ramme jorden hurtigt.
Overstabile discs benyttes til kast med megen hyzer, og bruges også gerne til forhåndskast, da de bedre kan håndtere og stabilisere mængden af spin ved et forhåndskast.
En overstabil disc er også at foretrække i blæsevejr.
Understabil disc
En understabil disc vil forsøge at gå imod discens naturlige bane (mod venstre for højrehåndet baghåndskaster) og på den måde maksimere længde.
De understabile discs er sværere at håndtere når det blæser meget og anvendes sjældent til forhåndskast.
Understabile discs er ofte lettere for begyndere at kaste lige med, da de er lang tid om at dreje mod venstre.
Discens flyveegenskaber
Discen har imidlertid flere flyveegenskaber, som har betydning for hvordan dit kast kommer til at se ud. De fleste producenter af golfdiscs beskriver discens flyveegenskaber med fire forskellige kategorier.
Speed er discens evne til at skære gennem luften med mest muligt fart. Det betyder altså, at frisbees kan have potentiale for at flyve forskellig længde. Det kommer naturligvis an på deres aerodynamik.
Glide indikerer discens evne til at holde sig i luften. Jo højere glide-værdi, desto mere vil discen flyde gennem luften. Du skal være opmærksom på, at discs med meget glide kan være svære at kontrollere i meget vind, da discens udformning tillader mere luft under discen.
Turn er discens evne til at gå imod dens naturlige svævebane og retning. For en højrehåndet baghåndskaster vil den dreje mod venstre til sidst. Jo lavere turn er, jo mere vil discen dreje mod højre i starten af kastet. Man siger at discen er understabil.
Fade er discens tendens til at dreje til venstre i slutningen af flyvebanen. Jo højere tal, jo mere vil discen knække til venstre sidst i flyvebanen.
Der kan være andre disc-producenter, der rangerer discs på en anden måde, men disse er de mest brugte. Discens flyveegenskaber har naturligvis stor betydning for, hvilken teknik du skal bruge for at kaste med dem.
Du kan sammenligne discs på inboundsdiscgolf.com, men husk at tallene kun giver mening, hvis man kan kaste med samme kraft og mængde spin. Det er således potentialet i discen, du kan aflæse i sammenligninger.
Hvordan kaster jeg længst muligt med frisbee?
Hvis du gerne vil kaste så langt som muligt med din frisbee, så har du brug for fart. For at få den tilstrækkelige fart, så kræver det, at du finpudser din teknik.
Du får naturligvis noget fart fra armen og håndleddet, men det er din evne til at overføre kraft fra hele kroppen til discen i afleveringsøjeblikket, der er det vigtige for din fart.
Ofte kan det betale sig for begyndere at kaste lidt mere afslappet, da man så kan koncentere sig om at få mere spin på discen. Jo mere spin, jo bedre vil discen nemlig opføre sig i luften. Det betyder også, at man typisk kan kaste lige længere.
Mål længden på dine kast med frisbee
Hvis du gerne vil måle længden af dine kast, så har du lidt forskellige muligheder.
Du kan naturligvis gå ud på et åbent område og medbringe et langt målebånd. Jeg bruger selv uDisc til at måle længden på mine kast. Det smarte er, at jeg kan registrere mine discs, og så kan jeg bruge GPS’en og appen til at estimere længden af kastet.
En GPS er naturligvis ikke fuldstændig præcis, men præcisionen er god nok for mig til at måle, hvor langt kastet er. Jeg kan også registrere, om jeg har kastet baghånd eller forhånd.
Hvor langt kan man kaste en frisbee?
Du kan kaste rigtig langt med en frisbee. Særligt hvis du har en dedikeret driver. Vi har fundet disse distancerekorder fra kasterekorder på discer.dk.
Distancerekorder med en golfdisc og en frisbee er følgende:
Kaster | Disc | Årstal | Producent | Længde |
---|---|---|---|---|
X-clone | 1995 | Discraft | 200,01 m | |
XL | 1998 | Discraft | 211,32 m | |
XS | 2001 | Discraft | 217,05 m | |
Ken Jarvis | Teebird | 2002 | Innova | 247 m |
Christian Sandström | Valkyrie | 2002 | 250 m | |
David Wigins | 2012 | 255 m |
Jeg har i hvert fald en del, jeg skal have øvet på for at komme i nærheden af de rekorder. Og jeg har prøvet at kaste med alle de forskellige frisbees.
Træne putting med en app
Du kan også bruge uDisc til at træne dine putting skills. Du skal selv nogenlunde vide, hvor langt du står væk fra kurven, men så kan du i appen skrive, hvor mange putts du sænker i din prøverunde.
Hvor præcist kaster du?
I uDisc kan du også træne din præcision. Du kan udnytte GPS’en i telefonen til først at markere, hvad du sigter efter. Derefter får du mulighed for at vurdere de enkelte kast i forhold til, hvor de lander i forhold til målet.
Jeg bruger altid en rigtig kurv til at sigte efter, for så er det lidt sjovere. Det kunne være smart, hvis GPS’en også blev brugt til at vurdere de enkelte discs.
Så er det egentlig bare om at komme i gang med træningen, så du kan få sænket dit discgolf-handicap.
Konklusion
Nu fik du en gennemgang af de forskellige kasteteknikker. Nu er det faktisk bare at få valgt dine frisbees til discgolf og komme afsted ud på en af de mange baner i Danmark eller udlandet.
Hvis du gerne vil træne din teknik, så kan du altså med fordel bruge nogle af de forskellige apps til discgolf.
Kommentarer